Det er et super sjovt spil. Jeg føler det er prototypisk for sin genre. Det er nøje designet for den situation, hvor du sidder med venner på en sofa og spiller og hygger og griner og gyser i kor. Det er måske lidt for langt, og der er måske lidt for mange øjeblikke med meget lidt aktivitet, men jeg var stadig betaget af hvor godt det blev, når man delte indtrykket med andre.

Historien er jo super plat. Men det er en sand fornøjelse at se skuespillet, at interagere "akavet" med omgivelserne, at gætte på fremtidige beslutninger ved brug af totempæle, at fordele karaktererne blandt os på sofaen, så vi hver især kunne spille lidt og "fejle" individuelt.

Det slår mig at 'What Remains of Edith Finch' har rigtig meget til fælles med fortællingen i 'One Hundred Years of Solitude'. Det er som om de rammer mange af de samme noter. Her følger du også en familie og deres tragiske skæbner både i forhold til hinanden og med dem selv. Fortællingen i førstenævnte er ikke gennemsyret med dikotomien mellem passion/impulsivitet/engagement med verden og kyskhed/afholdenhed/isolation fra verden (de er nok alle isoleret right men alligevel med klare tendenser). I What Remains får vi alle dødsårsagerne og forstår hvilken tragedie, de enkelte medlemmer af familien har måtte forholde sig til gennem deres liv. Virkelig veludført og jeg elsker hvordan spillet realiserer den her vision for 'mange livsforløb' visuelt og temporalt. Du får lov til at opleve de her individer også i forlængelse af environmental storytelling. Og selvfølgelig bliver det også en interaktiv oplevelse, hvor de enkelte vignetter engagerer spilleren med meget specifikke sanselige og perceptuelle formskemaer til at forstå sin manipulation af en eller flere karakterer. Det er uhyggeligt interessant og dermed også meget poetisk. Det er en aktiv brug af formen på spil og spillerengagement til at understøtte en vision for Finch-familiens relation og en gennemsyrende tragikomisk følelse for spilleren. Virkelig flot. Det er et spil der især fungerer lige nu som en contender i "walking simulator"-bevægelsen og forinden alt mulig VR og haptic controls og hvad ved jeg. Veludført og fortsat spændende at støde på i 2023 (second playthrough i 2021).

Nåja og alt det med magisk realisme som også bliver grundet i mytologi og norsk (?) lore. Passer så godt til spillet - at man bliver tildelt alle de her affordances - du er en slange, du bevæger dig rundt i comic book, du er en frø, du bevæger dig rundt i en persons drøm.

Noget af det fantastiske spil er netop hvordan det aktiverer spilleren ved at fordre en formet deltagelse, og at denne aktivering medfører at engagerer sig i nogle idéer, temaer, karakterer, forløb, følelser. Sagt på en anden måde: Jeg kan ikke rigtig bekende hvad der gør oplevelsen af spillet What Remains anderledes fra at læse det som en bog, men det er anderledes og bedre for det ved at fremstå unikt i den her krydsning af sanselig og perceptuel aktivering, narrativ skrivning, og ergodisk rumlighed til at forventningsafstemme spillerens måderum.

Et super fint og cute spil. Stil er lige i øjet, musikken er gribende, verden er realiseret. Jeg er dog ikke fan af management stilen. Selvom jeg totalt er den type, så bliver jeg ramt af hvor repetitivt, det hele bliver. Tempoet er altså alt for langsomt til at følge karakterforløbende. Jeg bemærkede ved at jeg opgav alle side quests (der er ikke så mange), fordi det trættede mig ikke bare at kunne fortsætte hovedfortællingerne med karaktererne.

De er til gengæld gribende, selvom de er lidt simple. Subject matter er Tough(!) men strukturen er forudsigelig efter de første tre (og så stoppede jeg med at spille), og til sidst kunne jeg mærke, at jeg bare ikke længere var så investeret i oplevelsen. Det er ærgerligt, men jeg vil med glæde anbefale spillet. Man kan mærke at der er en masse kvalitet og kunstnerisk sjæl!