Det slår mig at 'What Remains of Edith Finch' har rigtig meget til fælles med fortællingen i 'One Hundred Years of Solitude'. Det er som om de rammer mange af de samme noter. Her følger du også en familie og deres tragiske skæbner både i forhold til hinanden og med dem selv. Fortællingen i førstenævnte er ikke gennemsyret med dikotomien mellem passion/impulsivitet/engagement med verden og kyskhed/afholdenhed/isolation fra verden (de er nok alle isoleret right men alligevel med klare tendenser). I What Remains får vi alle dødsårsagerne og forstår hvilken tragedie, de enkelte medlemmer af familien har måtte forholde sig til gennem deres liv. Virkelig veludført og jeg elsker hvordan spillet realiserer den her vision for 'mange livsforløb' visuelt og temporalt. Du får lov til at opleve de her individer også i forlængelse af environmental storytelling. Og selvfølgelig bliver det også en interaktiv oplevelse, hvor de enkelte vignetter engagerer spilleren med meget specifikke sanselige og perceptuelle formskemaer til at forstå sin manipulation af en eller flere karakterer. Det er uhyggeligt interessant og dermed også meget poetisk. Det er en aktiv brug af formen på spil og spillerengagement til at understøtte en vision for Finch-familiens relation og en gennemsyrende tragikomisk følelse for spilleren. Virkelig flot. Det er et spil der især fungerer lige nu som en contender i "walking simulator"-bevægelsen og forinden alt mulig VR og haptic controls og hvad ved jeg. Veludført og fortsat spændende at støde på i 2023 (second playthrough i 2021).

Nåja og alt det med magisk realisme som også bliver grundet i mytologi og norsk (?) lore. Passer så godt til spillet - at man bliver tildelt alle de her affordances - du er en slange, du bevæger dig rundt i comic book, du er en frø, du bevæger dig rundt i en persons drøm.

Noget af det fantastiske spil er netop hvordan det aktiverer spilleren ved at fordre en formet deltagelse, og at denne aktivering medfører at engagerer sig i nogle idéer, temaer, karakterer, forløb, følelser. Sagt på en anden måde: Jeg kan ikke rigtig bekende hvad der gør oplevelsen af spillet What Remains anderledes fra at læse det som en bog, men det er anderledes og bedre for det ved at fremstå unikt i den her krydsning af sanselig og perceptuel aktivering, narrativ skrivning, og ergodisk rumlighed til at forventningsafstemme spillerens måderum.