Det er et super sjovt spil. Jeg føler det er prototypisk for sin genre. Det er nøje designet for den situation, hvor du sidder med venner på en sofa og spiller og hygger og griner og gyser i kor. Det er måske lidt for langt, og der er måske lidt for mange øjeblikke med meget lidt aktivitet, men jeg var stadig betaget af hvor godt det blev, når man delte indtrykket med andre.

Historien er jo super plat. Men det er en sand fornøjelse at se skuespillet, at interagere "akavet" med omgivelserne, at gætte på fremtidige beslutninger ved brug af totempæle, at fordele karaktererne blandt os på sofaen, så vi hver især kunne spille lidt og "fejle" individuelt.

Det slår mig at 'What Remains of Edith Finch' har rigtig meget til fælles med fortællingen i 'One Hundred Years of Solitude'. Det er som om de rammer mange af de samme noter. Her følger du også en familie og deres tragiske skæbner både i forhold til hinanden og med dem selv. Fortællingen i førstenævnte er ikke gennemsyret med dikotomien mellem passion/impulsivitet/engagement med verden og kyskhed/afholdenhed/isolation fra verden (de er nok alle isoleret right men alligevel med klare tendenser). I What Remains får vi alle dødsårsagerne og forstår hvilken tragedie, de enkelte medlemmer af familien har måtte forholde sig til gennem deres liv. Virkelig veludført og jeg elsker hvordan spillet realiserer den her vision for 'mange livsforløb' visuelt og temporalt. Du får lov til at opleve de her individer også i forlængelse af environmental storytelling. Og selvfølgelig bliver det også en interaktiv oplevelse, hvor de enkelte vignetter engagerer spilleren med meget specifikke sanselige og perceptuelle formskemaer til at forstå sin manipulation af en eller flere karakterer. Det er uhyggeligt interessant og dermed også meget poetisk. Det er en aktiv brug af formen på spil og spillerengagement til at understøtte en vision for Finch-familiens relation og en gennemsyrende tragikomisk følelse for spilleren. Virkelig flot. Det er et spil der især fungerer lige nu som en contender i "walking simulator"-bevægelsen og forinden alt mulig VR og haptic controls og hvad ved jeg. Veludført og fortsat spændende at støde på i 2023 (second playthrough i 2021).

Nåja og alt det med magisk realisme som også bliver grundet i mytologi og norsk (?) lore. Passer så godt til spillet - at man bliver tildelt alle de her affordances - du er en slange, du bevæger dig rundt i comic book, du er en frø, du bevæger dig rundt i en persons drøm.

Noget af det fantastiske spil er netop hvordan det aktiverer spilleren ved at fordre en formet deltagelse, og at denne aktivering medfører at engagerer sig i nogle idéer, temaer, karakterer, forløb, følelser. Sagt på en anden måde: Jeg kan ikke rigtig bekende hvad der gør oplevelsen af spillet What Remains anderledes fra at læse det som en bog, men det er anderledes og bedre for det ved at fremstå unikt i den her krydsning af sanselig og perceptuel aktivering, narrativ skrivning, og ergodisk rumlighed til at forventningsafstemme spillerens måderum.

Et super fint og cute spil. Stil er lige i øjet, musikken er gribende, verden er realiseret. Jeg er dog ikke fan af management stilen. Selvom jeg totalt er den type, så bliver jeg ramt af hvor repetitivt, det hele bliver. Tempoet er altså alt for langsomt til at følge karakterforløbende. Jeg bemærkede ved at jeg opgav alle side quests (der er ikke så mange), fordi det trættede mig ikke bare at kunne fortsætte hovedfortællingerne med karaktererne.

De er til gengæld gribende, selvom de er lidt simple. Subject matter er Tough(!) men strukturen er forudsigelig efter de første tre (og så stoppede jeg med at spille), og til sidst kunne jeg mærke, at jeg bare ikke længere var så investeret i oplevelsen. Det er ærgerligt, men jeg vil med glæde anbefale spillet. Man kan mærke at der er en masse kvalitet og kunstnerisk sjæl!

Det er et meget imponerende spil. Det har en fængende udviklingsfortælling, og resultatet er et spil, jeg klart vil anbefale til venner. Virkelig virkelig flot og jeg elsker det romerske setup med både arkitektur, hverdagsobjekter, og kostumer til at transportere dig tilbage til Romerriget - ikke mange spil gør det. Og som spil er det imponerende - hub area, narrative tråde, frihed til at eksperimentere, begrænset omfang. Det er ikke svært. Har lige spillet Obra Dinn. Men det er stadigvæk godt og fængende.

Det er ret ambitiøst og det er både fedt men også skuffende. Spillet har et cast af karakterer, fokuseret lore og til tider gode Sokratiske dialoger som formår at italesætte politik, lov og etik. Det er tidsrelevant for det romerske og det græske, og det går super godt at spillet giver dig mulighed for at engagere med forskellige styreformer og filosofier. Det er historisk relevant og samtidig aktuelt fordi det bliver sat op i dilemmaer, som spilleren kan identificere sig med i løbet af spillet.

Men det er også for ambitiøst. Spillet falder fordi det skal bestå af "så meget" lore og viden og eksposition. Du skal vide at verden består af "de" her elementer, og det tager både lang tid og fjerner komplet mysteriet og det menneskelige ved emnerne. Det bliver for stort og fjernt, og som spiller sidder du ikke tilbage med nogle gode slutninger. I stedet er det hele scriptet og sat op til en bestemt form, og det er ærgerligt!

Der er lidt et skel. 2/3 af spillet er virkelig godt. Det belønner udforskning (forbindelser mellem diverse quests), eksperimenter (forskellige veje), detektivarbejde. Du møder verden; du møder de mange, mange tråde; du engagerer dig med politik og emnerne. Jeg elsker det store plot twists!
I sidste 1/3 af spillet bliver diverse tråde samlet, men det fungerer ikke. Som spillet har du ikke mere at sige til det. Det hele skal gå op i en højere enhed, og svarene på de løbende mysterier er ikke så fængende som det kunne være sat op til. Der er noget overnaturligt sure, men jeg havde håbet at de ville blive ved med at dyrke det historiske og ikke pålægge en større... idk filosofi. For den filosofi føles halv, og dialogvalg matcher det ved at være prescriptet. Som en person der fører monolog og maskerer det som en dialog. Sokratisk dialog?

En af de mest mindeværdige spil, det er så cool. Det er virkelig nøje sammensat, intet behov for at forstå macguffins mere end hvad karaktererne selv bedømmer. I sidste ende lærer vi en helt kronologisk gennemgang af handlinger og konsekvenser for Obra Dinn færden. Jeg er vild med stilen, jeg er vild med setting, jeg er vild med musikken, jeg er vild med lydene og stemmeskuespil. Det føles meget gennemført, og som spil står det helt unikt og selvstændigt. Det kan minde om Papers, Please som i sig selv er unik, men Return of the Obra Dinn er mere imponerende i sin struktur og også bare det cool til søs-setting!!

Endearing. Det er basically det tætteste jeg er kommet på en pixar film omsat til spil. Men det var en tanke der slog mig på baggrund af musikken. Psychonauts 2 er meget mere og andet. Et af mine yndlingsspil i nyere tid - spil, fortælling, musik, afslapning, stilart, leg, teater, dramatik, Psychonauts 2 gør det hele unikt og kombinerer det unikt.

Præmisset: Du får tilladelse af folk til at hoppe ind i deres hjerner (realiseret som atmosfæriske, flotte spilbaner) og tage del i deres minder og sind, og hjælpe dem til at finde sig lidt bedre til rette ude i den virkelige verden. Jack Black og Elijah Wood har vigtige roller! Jack Black har en sang! Jack Black er i min beskrivelse en del af spillets præmis.

Spillet føles skønt, og man kan følge dets 7 år lange udviklingsprocess på YouTube. Giver mig lyst til at spille det igen, når man indser alle de processer og samtaler og overvejelser, der ligger til bunds for at få spillet lavet og udgivet.

Det her er et digitalt story-board game! Kan og bør spilles af folk, der ikke er største fans af spil generelt men er vild med interaktive fortællinger. Det er indbegrebet af "interaktiv tekst" og done right. (At vi kalder det spil er blot en dækkende medieteknologi-betegnelse, I think. "Spillet" bliver trods alt solgt i digitale spilbutikker på lige fod med spil-spil.)

Du kan gennemføre det på en aften. Du kan genspille det og plotte en ny vej omkring jorden, hvilket leder til nye fortællinger undervejs. Hvis du gennemfører spillet én, så åbner du op for nye passager rundt om jorden.

Virkelig, virkelig imponerende og fint spil. Referencen er jo til en anden bog fra en anden tid. Men spillet leger med sin verden og dens teknologiske fremskridt og momentum og gør det til sit eget. Find ud af hvem Passerpartout og Monsieur Fogg kan være!

En af de bedste gennemspilninger så mig forsøge at krydse Nordpolen. I did not anticipate what happened next!

Skrev også mindre opgave om den her på Uni. Spillet fremstiller "tid" på en ret interessant narratologisk måde, idet det både forsøger at være tekst (altså rumliggjort tidsfremstilling) og virtuel verden (faktisk kvantificeret tid med ur der tikker) på forskellige tidspunkter.

Dark Souls i 2D? Or it's own thang. Skrev eksamensopgave om dens fremstilling af spilverden som både spilsystem og narrativ objekt, i.e. du kan tilgå spillet og dets verdenreferencer (semiotik) hvad end du er speedrunner eller ønsker at fordybe dig i lore. Det interessante for mig er at overveje hvad der bliver "fiktivt" i fremstillingen af sådan verden - bliver baggrundslydene af insekter fiktion hvis de ikke henviser til et insekt du faktisk kæmper imod? Omvendt er insektet du kæmper imod fiktivt, hvis det er virtuelt realiseret med systemkode og spilleregler, som du decideret overkommer som en spiller? Anyway, Hollow Knight er et super fedt spil lavet af kun 3 mennesker.

Fyldt med legetøj og legepladser; blander genrer og real world-referencer. Der er så mange idéer og mekanikker, og spillet balancerer helt vildt godt at give pusterum til at føle sig rundt i en charmerende sandkasse eller skynde spillerne videre gennem eksplosive rutchebaner. Figuratively speaking (and sometimes not).

Det føles meget taktilt, når man kan genkende objekter fra egen dagligdag eller barndom såsom trætog eller pudeborg eller lavalamper (probably their intention). Banedesign er Psychonauts-imponerende. Det føles i det hele taget meget som Psychonauts 2 gameplay på den helt rigtige måde.

Og spillet omfavner især det spøgefulde back-and-forth med sin medspiller i form af minigames som involverer virtuel skak, sneboldkamp, Loose Tooth Toady, Whack-A-Moly og meget mere. Og alle de elementer introduceres løbende i spillet inden du sømløst bevæger dig videre til næste sjove ting. Og historien er morsom!! Det er svært at sætte ord på det hele. Kvaliteten af spillet afhænger af hvem du spiller det sammen med, for det er jeres dynamik designet kan ræsonnerer med - jeg har for mange gode øjeblikke til helt at vidne om hvad der er bedst! Be aware, du kan nok ikke rigtig spillet det mere end én gang.